Kørekort til 17 årige

Til dig, som er 17 år – eller bliver det snart

Den 1. januar
2017
 starter en 3-årig forsøgsordning, hvor man som 17-årig kan tage kørekort, og derefter køre bil sammen med en erfaren bilist som ledsager, til man fylder 18 år. Først når man er fyldt 18 år, må man køre bil alene.

Fra 1. januar 2017 kan du starte på køreskolen, når du er 16 år og 9 måneder.

Før du starter på køreskolen, skal du sikre dig, at begge dine forældre (indehavere af forældremyndigheden) vil give dig tilladelse til at køre bil som 17-årig. De skal nemlig skrive under på, at de giver dig lov på din ansøgning om kørekort.

Du kan tidligst gå til praktisk køreprøve, når du er fyldt 17 år.

Når du har bestået teori- og køreprøve, må du køre bil med en erfaren bilist – fx din mor og/eller far – som ledsager, indtil du er 18 år.

Krav til ledsageren

Ledsageren skal være mindst 30 år. Han/hun skal have haft kørekort til personbil i de seneste 10 år, og i den periode må kørekortet ikke have været frakendt.

Ledsageren skal til enhver tid være i stand til lovligt at køre bilen. Han eller hun må fx ikke være fuld.

Det er dit ansvar

Det er dit ansvar, at du har fortalt ledsageren om de krav, han/hun skal opfylde for at køre med dig ved rattet. Du skal kunne dokumentere overfor politiet, at du har gjort det.

Når du som 17-årig kører med ledsager, må du kun køre i Danmark.